Noget rav-ruskende galt – Kapitel 8: Den sande ravets mester

Ravets kraft blev strakt ud mellem os. Det var ligesom tovtrækning med en tordensky.

"Dette er kraftens sande væsen: Tag det, du begærer!" gnæggede han. "Ingen gør sig fortjent til en kraft, det handler om selv at tage den. Det er derfor, jeg skabte ravets kraft, og det er sådan, jeg har tænkt mig at bruge den igen!"

Jeg kunne mærke, hvordan kraften langsomt forlod mig, men der var noget i hans ord, der gjorde mig vred.

"Det tror jeg ikke på," råbte jeg tilbage og brugte al min vilje på at bevare min kraft. "Det handler ikke om, hvad vi fortjener, det handler om, hvordan vi bruger det, vi har. Du har måske skabt ravets kraft for at stjæle andres kraft, men jeg vil bruge den til at samarbejde med andre! Sammenhold, aldrig jalousi!"

Det hele faldt på plads. Pludselig stod alting klart for mig, mine kræfter svulmede, og jeg overvældede den oprindelige mester med et skarpt gult lys!

"Aldrig! Det lykkedes ikke for min far, og det vil ikke lykkes for dig."

Den oprindelige mester faldt til jorden, helt udmattet og uden viljestyrke, mens kæderne i hans ryg sprængtes. Jeg ved godt, at han var et spøgelse, men nu virkede han endnu mere gennemsigtig, og blikket i hans øjne fortalte mig, at han vidste, hvad der nu ville ske.

Bag ham strålede grøn energi, og portalen til de dødes rige åbnede sig. De kæder, som urnen havde brugt til at holde det hinsides på afstand i alle disse år, var væk, og portalen trak i ham og førte ham langsomt bort, mens han skreg og kæmpede imod.

Et øjeblik troede jeg, at jeg så min fars silhuet betragte mig inde fra portalen, men så passerede den oprindelige mester tærsklen, og portalen imploderede i en sky af grønlig røg.