Noget rav-ruskende galt – Kapitel 9: Epilog

Da den oprindelige mester var forsvundet, uden at hans lænker havde indfanget mig, vendte min sjæl tilbage til min krop, og kun Egon og jeg stod tilbage i ruinerne. Jeg var skuffet over, at Chamille var stukket af med nogle af genstandene, men det tager jeg mig af senere. Egon hjalp mig med at samle de andre genstande – jeg ved, der er en kælder under Borg-tårnet, som ville være det perfekte sted at opbevare dem.

Han var ikke meget for at aflevere hvirvelstaven (det er hans navn for den, ikke mit). Han var bange for, at han bare ville være en gemen bedrager uden den.

"Tilbage til byggepladsen. Uden tryllestaven bliver jeg aldrig andet end en bedrager."

"Nej," forsikrede jeg ham. "Du kan sagtens være ægte. En ægte tryllekunstner."

Jeg håber, han følger mit råd.

Når jeg ser på fjendskabets urne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad ravets kraft blev skabt til. Den oprindelige ravets mester var besat af at tage det, der ikke var hans, og det sendte ham ned ad en meget ensom vej, ligesom min far.

Jeg tænker på mine venner, og jeg er så glad for, at de hjalp mig med at finde en anden vej, hvor ravets kraft kan være et redskab til samarbejde, ikke tyveri. Sammenhold, aldrig jalousi.

Da spændingen havde lagt sig, var jeg ked af, at den oprindelige ravets mester havde haft så nemt ved at manipulere med mig. I bakspejlet virker min drøm mistænkelig – måske ville jeg så gerne tro, at den var sand, at jeg valgte at gå i en helt åbenlys fælde?

Måske er det på tide, at jeg accepterer, at hun er død. Det føles som at miste hende igen, men hvis jeg har lært noget af det her eventyr, så er det, at nogle ting er det bedst at lade hvile i fortiden. Desuden har jeg en spændende fremtid foran mig.